Thomas Ledet

Velkommen til min ydmyge afkrog af det verdensomspændende internet. Her har jeg valgt at samle en smule information, der giver et lille indblik i, hvem jeg er, og hvad jeg går og foretager mig.

Foruden denne side, der fortæller en smule om mig, indeholder hjemmesiden vigtige informationer, så som mit nogenlunde opdaterede CV, samt kontaktinformation.

Thomas Ledet

Information

Jeg bor i Hjørring sammen med min frue Karin, vores tre børn og hund.

Arbejde

Jeg har hele min karriere arbejdet med IT, digitalisering og leverance af IT-løsninger. Både som udvikler, devops, drift, kundekontakt og de seneste (efterhånden mange) år med ledelse.

Senest har jeg brugt en væsentlig del af min vågne tid på at være Head of Development hos Unik System Design A/S, hvor vi arbejdede på at udvikle næste generation af vores software til ejendomsadministration, der bruges af mere end 450 virksomheder til at automatisere administrationen af mere end 700.000 lejemål og hvor målet var en international lancering.

Tidligere har jeg været leveranceansvarlig hos Netcompany A/S, hvor jeg var ansvarlig for større IT-løsninger til staten (primært Domstolsstyrelsen og Skat) og jeg har været afdelingsleder for Development Support i Digital Intelligence divisionen hos BAE Systems.

Herudover har jeg optrådt med guldkorn vedrørende digitalisering, softwareudvikling og infrastruktur ved flere konferencer i ind- og udland, både i stande og som taler.

Uddannelse

Jeg er uddannet datalog (cand.scient.dat) fra Aalborg Universitet i 2005 og har skrevet speciale i maskinlæring/kunstig intelligens, nærmere bestemt hierarkiske influensdiagrammer - en matematisk model for hurtige beslutninger baseret på sandsynligheder og forventet nytteværdi/brugbarhed af beslutninger. Mit bachelorprojekt bestod af et sprog til oversættelse fra XML til relationelle databaser.

Desuden har jeg læst Strategi og Forandringsledelse (HD2) på Aalborg Universitet og er jeg certificeret i PRINCE2 (projektledelse), ITIL (IT Service Management), Scrum (effektivt agilt rammeværk), Scaled Agile (SAFe) Framework (implementering af lean og agil praksis i organisationer), samt Large-Scale Scrum (LeSS) (skaleret agil udvikling/Scrum i større organisationer).

Fritid

Min fritid bruger jeg sammen med familie og venner. Eventuelle bittesmå rester bruger jeg på at spille elektrisk forstærket basguitar i forskellige bandsammenhænge (pt Sidetrack), Rotary, jagt og undervandsjagt, nørde lyd-/musik-/videoproduktion i mit lille hjemmestudie, fotografere/optage video, se en god film, stå på ski, arbejde på/i huset/haven eller drikke rødvin og/eller mørk rom.